I grunden – eller hvis det endelig skal være – er det bedst at se op og lukke øjnene, hvis man rigtig skal se et foto. “Den første forudsætning for billedet er synet”, sagde Janouch til Kafka. Og Kafka smilede og svarede: “Man fotograferer ting for at jage dem ud af tankerne. Mine historier er en måde at lukke øjnene på.” Roland Barthes: Det lyse kammer

Fotografiet forbindes ofte med dets særlige evne til at fastholde et motiv. Teknisk set gør den fotografiske kemi det muligt at opfange og direkte aftrykke lysstrålerne fra en belyst genstand på fotopapirets lysfølsomme overflade. Man fokuserer derfor tit på fotografiets evne til at sikre en tilsynekomst, der som en stase – det vil sige en standsning af tiden – fastfryser det afbildede motiv for eftertiden og bibeholder det i vores erindring.

Med dette nummer af FILTER sætter vi imidlertid fokus på et af de mindre belyste aspekter ved fotografiet. Vi viser, hvordan fotografiet ikke kun er kendetegnet ved tilsynekomster og eviggørelser men også ved disse begrebers umiddelbare modsætning i form af forsvindinger. Det gør vi på flere måder. Dels undersøger vi fotografiets forsvindinger på et materielt niveau ved at stille skarpt på fotografiets dekomponering som fysisk genstand. At fotografiet er et af de mest forgængelige medier og indeholder en latent fysisk opløsning skaber store udfordringer for konservatorer, arkivarer og andre historisk interesserede. Dels belyser vi, hvordan forsvindinger fungerer som tematisk centralmotiv hos en lang række fotografer. Eksempelvis i form af politiske forsvindinger under det argentinske militærdiktatur, i form af folk der forsvandt som følge af den østtyske efterretningstjenestes forfølgelse af vestligt sindede borgere under den kolde krig og i form af portrætbilleder, som skildrer eksistensens flygtighed. Sidst, men ikke mindst, kaster vi et blik på, hvordan fotografiske forsvindinger gør sig gældende i forbindelse med vores brug af billeder i en bredere samfundsmæssig sammenhæng. Blandt andet belyser vi, hvordan ophobningen af private billedarkiver og distribueringen af private billeder via sociale netværk såsom facebook udvisker ældre fotografiske praksisser, såsom familiealbummet. Billedkulturen er under forandring – nogle billedformer består, andre forsvinder.

Forsvinding er næsten blevet et mantra i vores kultur. Det moderne forhold, at alle faste værdier opløser sig og forsvinder mellem fingrene på os synes aktuel som aldrig før. Men når det medium, som ellers forbindes med fastfrysning af fortiden og fremstillingen af eviggørende mindesmærker selv forsvinder, må vores syn på fotografiet tages op til fornyet debat. Fotografiet er nok et medie, der knytter sig til synssansen, og som kan få motivet til – på næsten magisk vis – at materialisere sig for os som beskuere. Men det er samtidig, som Kafka pointerer, et billedmedie, der muliggør glemslen, og som i mere end én forstand knytter sig til forsvindingen.

Værsgo at lukke øjnene og god fornøjelse med at glemme alle de historier, som du i dette nummer af FILTER bliver præsenteret for.